|
Retshjælpsforsikring
Omkring 90 procent af alle i Danmark er dækket af en retshjælpsforsikring, det er der bare ikke ret mange, der ved.
En retshjælpsforsikring dækker udgifter i forbindelse med retssager mv., som man bliver involveret i.
Har du en familieforsikring, en husforsikring eller en kaskoforsikring på en bil eller en båd, er du i en lang række tilfælde samtidig dækket af en forsikring, som også omfatter udgifter til retshjælp herunder udgifterne til en advokat.
Forsikringen dækker typisk retssager ved domstolene. Den dækker derimod f.eks. ikke en klage til en offentlig myndighed eller en klagesag i et offentligt nævn som fx. forbrugerklagenævnet.
Det er heller ikke alle retssager, der er dækket af en retshjælpsforsikring, derfor anbefaler vi altid at du tager policen med således, at vi kan se om den konkrete sag er dækket, og det er også os, der udfærdiger ansøgning om retshjælp til dit forsikringsselskab.
Hvis du er dækket af en forsikring, skal du ikke selv betale for udgifterne i sagen bortset fra en mindre selvrisiko. Selvrisikoens størrelse fremgår af din forsikringspolice. Forsikringen har et dækningsmaksimum, typisk på 125.000 kr med 10 % minumum 2.500 kr. som selvrisiko.
Hvis udgifterne til sagen overstiger dette beløb, er forsikringsdækningen udtømt, og du skal selv betale de resterende omkostninger.
Nogle virksomheder har også en retshjælpsforsikring, hvis der er tegnet særskilt dækning for dette. |